Det jeg aner, men ikke helt kan se

Det var med mediet fotografi Signe Guttormsen begyndte sin kunstneriske karriere i 1980erne, og flere af fotografiets elementer som tilblivelsesproces. Tid, lys, sted og materiale har lige siden spillet en væsentlig rolle i hendes mangesidede praksis.
Med bogen ‘Det jeg aner, men ikke helt kan se’ udforsker Guttormsen det fotografiske billede ved hjælp af kludepapir. Papir blev i mange hundrede år, før træcellulose blev opfundet, fremstillet af aflagte tekstiler, som mennesker havde båret. Størstedelen af de tegninger, tryk og skrifter, verdens arkiver bevarer for fremtiden, er udført på papir af brugt tøj.
På legende vis sidestiller Signe Guttormsen kludepapir og fotografi, og undersøger på den måde adskillelsen mellem fotografiets egen begrebslighed og dets pegen ud i verden. Hun udfolder omstændighederne for dets tilblivelse, og fremviser, at fotografiet nok er baseret på noget, der har fundet sted, men at det samtidig er forvandlet i processen, presset sammen til et billede i en slags opgraderet genbrug. I en introduktion i bogen beskriver hun, hvordan billedet virker mere håndgribeligt end det, der gik forud.
‘Det jeg aner, men ikke helt kan se’ er en bog, man skal have i hånden. Når man bladrer i den løber man fingrene henover billeder af kludepapir i form af bogsider fra historiske arkiver, som personalet holder op mod lyset. Imellem siderne dukker der et faktisk stykke kludepapir fra kunstnerens værksted op, lavet af brugt tøj.

Signe Guttormsen

2024

Tekst af Signe Guttormsen (da/eng)
Grafisk design af Åse Eg og Signe Guttormsen.
40 sider, 34,5 × 23,2 cm, Tryk Narayana Press
fast bind, håndindbundet.
Oplag: 250
Udgivelsen er støttet af Ny Carlsberg Fondet og Grosserer L. F. Foghts Fond